Historie

Røse Kajakklub blev dannet i 1929 af brødrene Erik og Imanuel Starup. Det startede med en enkelt kajak, “Den Sorte Djævel”, der fik plads i et gammelt skibsruf ved Thyges Bro. Klubben fik hurtigt flere medlemmer og flere kajakker og blev en “rigtig” kajakklub, der var centrum for roning, sammenhold og hygge.




Røse Kajakklub i 1929. Det er Amager Strandvej, man ser i forgrunden.

I 1940 satte tyskerne hængelås på Røse Kajakklub. Trods dette fortsatte klublivet i smug, og i 1945 genopstod klubben og en ny generation tog fat. Klubbens adresse var Thyges Bro frem til årene 1949, indtil den blev flyttet for at give plads til de store hangarer i lufthavnen. Klubben blev da flyttet til forstranden ved den nu gamle lystbådehavn, men det var ikke sidste gang klubhuset skulle flyttes.
Da lystbådehavnen blev bygget, lå klubben igen i vejen og blev flyttet 200 meter til dens nuværende placering tættere på vejen.
Klubben har siden dannelsen været en aktiv og hyggelig klub. Mange medlemmer har været aktive i klubben igennem mange år, og stadig nye medlemmer kommer ind. Røse Kajakklub er derfor en klub for alle, uanset alder og ambitionsniveau.
Vi er i dag omkring 100 medlemmer, hvoraf cirka 60 er aktive roere. Vi er medlem af Dansk Kano- og Kajakforbund samt KTIS (Kastrup Tårnby Idræts Sammenslutning).




Røse Kajakklub i dag.